SPECIAL FODBOLD Fodbold for børn og voksne med særlige behov

SPECIAL FODBOLD
  • Stacks Image 166

HVEM?

Vi har plads til alle, som oplever, at de passer ind hos os – uanset alder og udfordring. Der er ikke noget krav om, at man har en diagnose, men fælles for alle spillere er, at de ikke føler, at de passer ind på et såkaldt almindeligt hold. Vi har mange med udredte diagnoser såsom autister i forskellige afskygninger, ADHD i forskellig styrke og andre mindre udbredte diagnoser og forskellige typer af hjerneskader.

Vi favner alle aldre, og da aldersspredningen var størst var den ældste spiller 40 år ældre end den yngste.
I skrivende stund (starten af 2020) er aldersspredningen 28 år – fra 7 år til 35 år. Vi har flest drenge men også en håndfuld piger blandt de ca. 35 spillere.

Spredningen på spillernes forudsætninger og fodboldmæssige evner er lige så udtalt som spredningen på spillernes alder. Vi har spillere med imponerende teknisk og taktisk kunnen, og vi har spillere, der dårligt kan drible uden om en kegle. Vi har stille, ja nærmest selvudslettende spillere og spillere med ADHD i højeste potens, spillere der hverken kan læse eller skrive, spillere med viden om næsten alt, spillere der er stærkt hørehæmmede, spillere med forskellige grader af spasticitet, spillere med alle tænkelige sociale og psykiske udfordringer. Fælles for dem alle er, at de elsker at spille fodbold, og at de accepterer hinandens forskellige evner og udfordringer.

Spillerne kommer fra et temmelig stort opland, og når en af vores spillere i mere end otte år ugentligt har taget toget fra Silkeborg til Hammerum, må vi gøre noget rigtigt. Hammerum IF er en del af FC Midtjyllands klubsamarbejde, og ligesom FC Midtjylland er hele regionens hold på Superliganiveau, er Hammerum IF Specialfodbold også hele regionens tilbud til disse unikke børn og voksne med særlige behov. Derfor spiller vi i sorte dragter ligesom FC Midtjylland.

HVORDAN?

Vores udgangspunkt er, at vi træner fuldstændig som et almindeligt fodboldhold. Vi har selvfølgelig bolden med i langt de fleste øvelser, men i opvarmningsdelen kan der godt være enkelte øvelser uden bold. Og vi presser dem nogle gange helt til kanten, da de i endnu højere grad end vi andre har behov for at få kroppen presset, og de nyder det lige så meget som alle andre gør. Når vi efter opvarmningen laver øvelser, deler vi ofte spillerne op i to eller tre grupper, som så roterer mellem trænernes øvelser. Når vi laver disse øvelser, deler vi spillerne ind efter fysik og evner, således vi f. eks. ved skudtræning kan sikre, at alle i en given gruppe kan afslutte fra nogenlunde samme afstand.

Da spillernes fysiske og psykiske udfordringer er meget forskellige, vil der - uanset hvor små grupper vi inddeler i ved træningen - være forskelle, men modsat, hvad man ofte oplever ved almindelige spillere, oplever vi ikke mobning og kun meget sjældent utilfredshed med andres fodboldtalent eller med at vente på andre – tværtimod er spillerne gode til at bakke hinanden op og rose hinanden.

Vores træning har fire formål, som meget ofte lykkes til fulde:
- øge spillernes fodboldtalent taktisk og teknisk
- forbedre spillernes motorik og fysiske form
- give spillerne nye venner og nye oplevelser
- give spillerne øget selvværd ved at opleve, at der er noget de mestrer

Vi deltager i DHIFs landsdækkende Special Olympics turnering – men uanset om man kan eller vil deltage i kampe mod andre klubber – er man naturligvis velkommen til at træne med. For os er det den ugentlige træning, som har den primære fokus. Kampene er således blot et ekstra tilbud til de, som har lyst. Det er til gengæld super hyggeligt at være sammen om disse kampe, og det er også med til at udvide spillernes fodboldmæssige kompetencer, og så er det jo noget helt særligt at lave mål i en rigtig fodboldkamp med dommer og tilskuere. I turneringer spiller unge under 15 år i U15-rækken, mens spillere over 15 år niveau inddeles i fem niveauer fra A til E. A-C spiller 8 mands fodbold og øvrige spiller 5 mands fodbold.

Vi træner udendørs fra starten af april til efterårsferien og måske senere, hvis ikke det er alt for koldt. Indendørssæsonen løber fra november til og med februar. Kom forbi og prøv det af et par gange – der kommer ikke en regning før end spilleren er sikker på, at fodbold hos os er noget for ham eller hende.
Stacks Image 210
Stacks Image 245
Stacks Image 248
Stacks Image 251
Stacks Image 254
Stacks Image 257
Stacks Image 261
Stacks Image 264
Stacks Image 267
Stacks Image 188
Stacks Image 30